For mig betød mine utallige indlæggelser mange ting. Ofte blev jeg mødt af, at det ikke var sundt for mig at være indlagt, eller som en personale engang sagde “ tag dig nu sammen, du er alt for klog til at spilde dit liv med at være syg og være indlagt “. Andre gange kunne læger og personale godt se, at skulle jeg overleve, så var der ikke andre muligheder, end at lade mig forblive indlagt.
Jeg har en længere historie bag mig. Nogle ting er skrevet på min anden blog - http://christinablomsblog.blogspot.dk.
Egentlig er jeg kommet meget længere, end jeg nogensinde turde håbe på. For bare 5 år tilbage, var jeg overbevist om at jeg aldrig fik det bedre, alt var sort og gråt, jeg havde aldrig følelsen af glæde, håb eller troen på at livet ville mig det bedste. Men jeg må sande at det alligevel er kommet til at gå, til trods for at jeg dengang var overbevist om at jeg skulle forblive syg resten af mit liv.
Idag sidder jeg hjemme i mit hus, og laver denne blog. Jeg har et kæmpe ønske om at få fortalt lidt om hvordan det var at være rigtig syg, og være i et system der til tider ikke var gearet til den opgave det er at arbejde med personlighedsforstyrrelser, og div. andre diagnoser der også kan følge med. Jeg er af den overbevisning at jeg var heldig… jeg blev opgivet af systemet, og fik ret tilfældigt en ledende overlæge der formåede at nå ind til mig. Hun havde meget få patienter da hun ofte sad på kontor, og som sådan ikke havde patient kontakt. Men for mig betød det at jeg vidste hvor jeg havde hende. Jeg måtte skrive hende en mail, eller en sms. Hun ringede mig op, skrev til mig at nu måtte jeg sgu lige tage mig sammen, og opføre mig lidt mere voksent ( jeg har været meget vred og gal på hende til tider ). Men det var også hende der var med til at jeg fik et helt særligt tilrettelagt behandlingsforløb.
DAT BEHANDLING.
Det er jo en behandlingsform, som rigtig mange med borderline skal igennem. Nogle behandlere med den overbevisning, at det er det eneste der virker. For mig endte jeg ikke i nogen egentlig terapi form. Men jeg endte med tydelige behandlere, skemalagt uge med diverse behandlinger, samtaler, indlæggelser osv. Faktisk var det i en periode kun lørdag og søndag jeg ikke var i en eller anden form for behandling…. MEN DET VIRKEDE FOR MIG ! Der var nemlig kun lørdag og søndag jeg stod på egne ben, og alligevel vidste jeg at min psykiater ( den ledende overlæge ) var et opkald væk, en mail væk, osv. Jeg var pludselig i trygge rammer 24 timer i døgnet, selvom jeg boede hjemme, og ikke på et af de tidligere bosteder jeg havde været på.
Hvor er jeg henne i dag!? ja, der er mange ting jeg gerne ville komme ind på, men i dette første indlæg er det vigtigste for mig, at få lavet en lille åbning til en masse kommende indlæg her på bloggen.
Jeg ønsker at bryde det tabu. Jeg ønsker at der kommer mere fokus på, at det ikke er lige DEN behandlingsform der virker på alle. Men at der i dagens Danmark er alternative muligheder - hvis man kan se dem, eller ens behandlere/pårørende kan. Livet er så meget mere end sort/hvidt. Og mit håb og ønske er at mange vil læse med. Både sygeplejersker og læger på de somatiske sygehuse, sagsbehandlere på kommunerne samt medarbejdere i psykiatrien. Men vigtigst af alt, jer der selv kæmper en kamp, jeg vil sådan ønske at kunne give jer håbet tilbage. Tit troede jeg ikke selv på at man kunne få det godt, og hvis man fik det godt, hvor godt var det så ?! Men det vil jeg love at fortælle mere om :)
Mange smil fra
Christina
